(Historisk artikel 1992)
Svømmeklubben – Rishøj (1992)
Svømmeafdelingen har nu opbygget sin struktur og er klar til at gå i gang, når den nye svømmehal åbner. Medlemstallet nærmer sig stærkt 600, hvilket bekræfter vores forventninger om den store interesse i lokalområdet for svømingen.
Bestyrelsen har nedsat et svømmeudvalg på fem medlemmer valgt blandt svømmeafdelingens instruktører og hjælpetrænere. Et bestyrelsesmedlem virker som kontaktperson til svømmeudvalget, hvis formand samtidig deltager i bestyrelsens møder. Samtlige instruktører vil gennemføre en række omfattende kurser i løbet af januar – marts 1993, således at de vil være velkvalificerede til at forestå de enkelte hold.
Svømmeudvalget har en række holdplaner klar, og vi forventer at blive i stand til at opfylde de fleste af medlemmernes ønsker. Kommunen har stadig ikke fordelt timerne i hallen, således at der endnu ikke kan gives præcis oplysning om antal og tidspunkter for de enkelte hold. Endvidere vil der blive søgt oprettet handicaphold samt familiehold alt efter medlemmernes nærmere ønsker. På et senere tidspunkt vil der blive taget initiativ til etablering af en eliteafdeling, hvis der er fornødent grundlag og interesse herfor. Såfremt der måtte være tilstrækkelig tilslutning til andre holdkategorier end de nævnte, vil der kunne oprettes yderligere hold. Bestyrelsen er i øvrigt til enhver tid meget lydhør over for ideer fra medlemmerne.
Kontingentet vil følge det lokale niveau. Bestyrelsen vil dog ikke endnu lægge sig fast på et endeligt beløb, før man kender kommunens fordeling af hal timerne. Vi vil dog overveje forskellige rabatordninger ved familie eller søskende tilmelding.
Ifølge de seneste oplysninger fra kommunen skulle åbningstidspunktet 1. marts 1993 stadig holde.
Det er bestyrelsens agt at drive svømmeafdelingen i samme folkelige ånd, som de øvrige afdelinger i Rishøj IF, og vi håber at kunne skabe en række hyggelige traditioner, som skal danne ramme om et godt kulturliv.
Samtidig kan bestyrelsen bekendtgøre, at der afholdes ordinær generalforsamling i svømmeafdelingen onsdag d. 27 januar 1993 kl. 19.00 i Rishøjhallen, hvor der formentlig vil kunne gives fyldestgørende oplysning om de enkelte holdkategorier, kontingent, samt en lang række andre enkelspørgsmål.
Såfremt der i den mellemliggende periode måtte ske yderligere nyt, vil det blive søgt bekendtgjort i Radio Rishøj, der sendes hver fredag mellem kl. 18.00 og 18.30 på lokalradiofrekvensen.