10 års jubilæum

10 års jubilæum

Published on Saturday, 20 December 2008 23:07
Rishøj I.F Svømmeafdelings 10 års jubilæums-dag d. 29/03-2003

Et Stort tillykke til vores trofaste svømmere der har været med fra starten og derfor kunne fejre 10 års jubilæum sammen med klubben.

Første række fra venstre Alice Jensen, Kenneth Egtved Pedersen, Katazyna Cruz-Rosenqvist, Anders Hamann Christensen, Rita Mathiesen, Egon Mathiasen, Jannie Egtved Pedersen, Charlotte Hansen, Søs Lindeborg Pedersen, og Katrine Lund Andersen! Anden række fra venstre: Kasper Jacobsen, Mette Poulsen, Stine Conradsen, Arne Juel Nielsen, Niels Christensen, Helmut Mittag, Hjørdis Nielsen."

Det er nu gået 10 år siden svømmerne i Rishøj I.F svømme afdeling kunne hoppe i vandet for første gang, og det skulle fejres med en ordentlig jubilæums fest. Den blev holdt i Køge Svømmeland, der havde givet os lov til at låne hele hallen fra kl. 15.00.

Trænere, hjælpetrænere, bestyrelse og familie mødtes i svømmehallen kl. 13.30 og ved fælles hjælp blev der hurtigt pyntet op med flagguirlander, 2 store fødselsdags bannere, som Katrine og Mette havde malet, samt borde hvor folk kunne sidde og nyde lidt mad og drikke. Rundt om i svømmehallen blev der også hængt plader op, hvor på man kunne læse om Rishøj I.F svømmeafdelings historie fra vi startede til nu samt om de træningslejre og stævner vores talenthold havde været på.

Kl. 15.00 var hallen så klar til at modtage de første svømmere og deres familier. De begyndte stille og roligt at sive ind i hallen, og jubilæumsfesten kunne begynde med en flot velkomst tale af formanden Martin Kristensen.
Efter talen var det så blevet tid til at hylde de 21 jubilarer der har været med fra helt fra starten. De fik en æske chokolade og en stor buket blomster, som blev overrakt af formanden for afdelingen Martin Kristensen og næstformanden Poul Erik Pedersen.

Kl. 15.35 blev det endelig tid til at prøve kræfter med vandet, sig selv og distancen. Fordelt over hele dagen var der 75 svømmere i det store bassin, hvor den yngste var 6 måneder og den ældste 70 år. De tilbagelagde tilsammen 78,1 km hvilket var utroligt flot.

De 75 svømmere blev fordelt på hold, sådan at plask og svøm, børn begyndere og voksne svømmede en ½ time, de let øvede og øvede samt talent holdet havde mulighed for at svømme 1½ time. Svømningen var arrangeret så alle uanset kvalifikationer kunne deltage. Der kunne svømmes alt fra 25 m og opefter. Hver enkelt svømmer svømmede distance, hvorefter de fik et diplom med angivelse af antal svømmede meter plus de havde mulighed for at købe et stofmærke med antal svømmede meter. Alle gav alt hvad de havde i sig, der var flere flotte resultater, bedste resultat for plask og svøm, børn begyndere og voksne var 8oo m for enkelte svømmere, og bedste resultat for let øvede og øvede var 1850 m for enkelte svømmere, for talentholdet var bedste svømmer oppe på 4850 m. Men alt i alt blev der lavet nogle rigtig flotte resultater, som alle svømmerne kan være stolte af.

 

Ud over de mange friske svømmere i 25 meter bassinet, var der også 4 babyer der prøvede kræfter med sig selv og det våde element. De tog babysvømme mærket, hvor de bl.a. dykkede, pustede til små bolde og hoppede i vandet fra kanten.

I morskabs bassinet blev der også taget mærker. Her gik de 12 børn frisk til den, da de bl.a. skulle dykke, hoppe i fra kanten, svømme gennem hula-hoop ringe og svømme fra kant til kant med pladerne. Alt dette skulle gøres med tøj på. Som belønning for den fine indsats fik de et flot diplom og mulighed for at købe et flot stofmærke.

Som en god adspredelse fra svømningen, var der arrangeret flere sjove og spændende indslag.

Som det første spændende og flotte indslag, lavede de dygtige udspringere fra Lyngby udspringklub en fantastisk opvisning, med en kombination af svære og komplicere spring samt spring som de fleste kunne lave. Samtidig blev der også vist nogle rigtig flotte tandem spring fra 5 m vippen. Efter disse spring trak de fleste springere sig tilbage, for at lade den dygtigste springer lave et helt nyt og meget svært spring, dette var dog kun starten, på et fantastisk klovnesjov. Forklædt som klovne, og med drøn på musikken, sprang de ned fra vipperne på de mest fantastiske måder. Den største jubel gav det dog, da Peter Plys cyklede ud over 5 m vippen. Efter Lyngbys opvisning var det muligt for interesserede at prøve et par spring, under Lyngbys kyndige vejledning.

Efter udsprings opvisningen kom så endnu et underholdende indslag. Det var klovnen Albert, der til stor morskab for både børn og voksne, tryllede og lavede sjove ballon dyr, hvilket både forundrede og henrykte de mindste. Endnu mere jubel gav det da han tabte sine bukser, og væltede på sin strandstol, da han skulle spillede klaver. Alt i alt var der rigeligt med motion for lattermusklerne og god underholdning i de 35 min. han var på.

Dagens højdepunk var dog da, dagens overraskelse blev afsløret. Det var 10 af klubbens trænere og afløsere, udklædt som alt fra Ole Lukøje og Skiløber i skidragt til indianer og gamle damer, der kastede sig ud i en kompliceret dyst i at blive bedst i det våde element. Dette gav stor jubel og ganske pænt heppekor rundt om i hallen. Dysten udspillede sig over 2 heat, hvor nr. 1,3 og 5 gik videre til vinder heatet, hvor vi alle blev vindere.

Under hele arrangementet var der mulighed for indkøb i boderne. Der kunne købes pølser, kaffe og kage, samt drikkevarer. Der var også en tombola, med mange flotte gaver sponsoreret af vore 28 sponsorer.

Kl. 20.30 sluttede en dejlig dag med tale af formanden Martin Kristensen, hvor der bl.a. lød en stor tak til alle sponsorer og frivillige hjælpere.

 

(se billeder i Galleri)